Rektors velkomst


Vestfyns Gymnasium er en levende skole med elever og lærere, der trives i overskuelig, tryg samhørighed. Samtidig indgår vi i åbent samspil med samfundet omkring os.

Det er bl.a. skolens mål for 2010/11 at udvikle et konkret samarbejde med virksomheder og institutioner om skolens studieretninger.

  

Skolen har en central beliggenhed på Vestfyn og tiltrækker elever fra f.eks. Assens, Hårby, Årup,  Vissenbjerg, Tommerup og Odense SV. I skoleåret 2010/11 har VG 483 elever i 18 klasser og 51 lærere.

 

Vore værdier er klare: Dialog – Nærhed – Ansvarlighed – Engagement – Udfordring.

Skolens vision og udfoldelsen af værdierne kan du læse mere om andetsteds på hjemmesiden.  

 

Samtidig med at vi har et vågent øje for samfundets udvikling, lægger vi vægt på at bevare vor egen skolekultur. Det giver tryghed og øger læringen at høre til i et skolemiljø, hvor alle elever kender hinanden og lærerne. Der er rige muligheder for at tage del i sociale og kreative aktiviteter i og uden for skoletiden, hvor især fredagscafeerne og festerne er topscorere. Elevernes ansvarlighed og deres glæde ved at være en del af VG er så stor, at skolen en weekend hvert år trygt overlader hele skolen til eleverne uden lærerindblanding.

 

Den enkelte elevs engagement i hele skolens liv er central på VG – for elevens egen personlige og faglige udvikling og for skolens udvikling. Vi opmuntrer eleverne til - ud fra den enkeltes forudsætninger - at medvirke i skolens forskellige beslutningsprocesser: i tilrettelæggelsen og gennemførelsen af undervisningen – i dialoger hvor skolens hverdag besluttes – i elevrådet – i skolens udvalg – samt i bestyrelsen, hvor den overordnede kurs for VG’s fremtid fastlægges.

 

VG satser på at være med i front. Det giver udfordring og motivation. Vi opretter for andet år en forsøgsstudieretning med Bioteknologi, ligesom vi som det eneste gymnasium på Fyn tilbyder valgfaget Innovation.  

 

Endemålet er gennem det høje faglige niveau, demokratiprocessen og satsningen på konstant faglig og pædagogisk udvikling at uddanne dygtige studenter og danne ansvarlige mennesker, som med lyst og efter individuel evne vil tage udfordringen op at medvirke til at forme fremtidens samfund.          

 

Velkommen til et udfordrende og sjovt gymnasieliv på VG.

 

Ole Toft Hansen

rektor

 

 
OT3
 
Rektor Ole Toft Hansen