| Comenius
VG har under Comenius-programmet deltaget i to såkaldte skolepartnerskaber, hvor børnehaver, grundskoler og ungdomsuddannelser kan søge tilskud til 2-3 årige samarbejder med udenlandske partnere. Grundstammen i samarbejdet har for VG’s vedkommende været et gymnasium i den franske Loire-dal, Lycée Saint-Joseph i Bressuire, og Geschwister Scholl-Gymnasium i Sondershausen i Thüringen, tidligere DDR. Senere kom der et spansk gymnasium til, nemlig I.E.S. Joan Mercader i Igualada, der ligger ca. tres kilometer fra Barcelona. I det første projekt deltog også et rumænsk gymnasium fra Timisoara. Comeniusprojekter I årene 2001-2004 deltog VG i et projekt med den meget brede overskrift Natur og kultur. Omsat til daglig praksis betød det, at vi det første år præsenterede os selv – for hinanden: skolemæssigt, geografisk & kulturelt. Det følgende år betød kortlægning af vor egns ressourcer og miljømæssige problemer. Og det sidste år forpligtede vi os til at finde løsningsforslag og handlingsstrategier til afhjælpning af ovennævnte problemer. Projektet blev afsluttet under en Europæisk uge i Bressuire med deltagelse af lærere og elever fra alle deltagerlande. I løbet af de tre år udveksledes ideer og resultater elektronisk, men det skete især på de projektmøder, der blev afholdt hvert år på skiftende sted med deltagelse af elever og lærere fra alle lande. I forbindelse med projektet deltog også klasser på udvekslingsbesøg på partnerskolerne, ligesom også lærere kunne udveksles i en kortere periode. I perioden 2005-2008 (VG fra 2006-2008) deltog de samme skoler i endnu et projekt. Denne gang inspireret af 400året for Cervantes’ roman Don Quijote i 2005 og med det mål at udbrede kendskabet til værket, dog også med mulighed for frit at omsætte det historiske, geografiske og kunstneriske indhold.
Der blev arbejdet med Don Quijote på mange niveauer og på mange sprog, og højdepunktet var igen et afsluttende møde for alle deltagerlande i Bressuire i marts 2008, hvor hvert land opførte sin fortolkning af værket i form af en dramatiseret scene. Skoleåret 2011 bød på opstarten af et tredje Comeniusprojekt med titlen ”National identitet versus europæisk identitet”. Eleverne har til opgave at undersøge, hvordan det var at være ung i deltagerlandene på forældrenes og bedsteforældrenes tid og på den baggrund finde frem til, om de unge i dag i forhold til tidligere generationers unge har en fælles europæisk ungdomskultur. Projektet er udarbejdet af VG sammen med gymnasiet i Bressuire. Det spanske gymnasium, I.E.S. Beatriz de Suabia i Sevilla, er trådt til i stedet for skolerne i Sondershausen og Igualada. Projektet løber frem til udgangen af skoleåret 2013 og har sin egen hjemmeside, hvor resultaterne af samarbejdet løbende offentliggøres: http://sites.google.com/site/comeniusdkspfr/ |
Læs mere om VG deltagelse i COMENIUS her. ![]() |

