Elevweekend



Når VG’s inspektor Erik Jorsal lidt henkastet overrækker skolens A-nøgle til en elevweekendsudvalgsrepræsentant for de næste 24 timer, ved man, at elevweekenden er i gang. Og det er ikke for sjov! For når volleykampene er afgjort, og spørgsmålene i Trivial Pursuit svinder ud, samles alle elever i kantinen, hvor kantine-Bjarne og hans team opstiller borde med mad i lange baner, mens der er sørget for øl, vin og sodavand på sidelinjen. Stemningen er høj, og når alle er mætte, går turen til scenen, hvor det famøse talentshow går i gang – for fuld udblæsning. Mere eller mindre seriøse og useriøse dansere, jonglører, klovne, sangere og DJ’s gør VG hot, og studiecentret koger af jubel og grin fra første nummer. De bedste præsentationer belønnes med gevaldige summer. Herefter får man mulighed for at danse hjernen og benene væk til livebands fra nær og fjern og selvfølgelig VG’s faste DJ. Det kan man få lov til, indtil dagen hedder ’lørdag’, og elevweekendsudvalget har sørget for morgenmad til de udmattede sjæle. Alt dette foregår under kyndigt opsyn af ingen andre end eleverne selv.

Som Danmarks eneste gymnasium får vi heldige vestfynske gymnasieelever en hel nat uden lærere og andre voksne, og det fungerer! Alle elever er klar over det ansvar og den tillid, der er os pålagt, og sammen med et udvalg, der sørger for program, mad, drikkelse og oprydning, kan aftenen fuldføres med glade og trygge mennesker. Idéen bag konceptet er at bringe eleverne tættere på hinanden på kryds af tværs af klasser og årgange i mere frie rammer end til hverdag. Eleverne tager vare på sig selv og hinanden på en anden vis end ellers – og inspektor Jorsal har altid mobilen i lommen og løbeskoene på i seng, så han er klar til at rykke ud hvis et mindre problem eller uheld opstår - fx hvis kaffekanden strejker eller hvis en 1.g’er har slået tåen på en sten.

Elevweekenden er altså en fantastisk underholdende begivenhed og kan kun fuldføres med hjælpen fra de tillidsfulde, ærlige og glade elever på Vestfyns Gymnasium. Helt klart en stolt og fed VG-tradition!

Instagram