Instagram

Rektors brev til elever og forældre ang. skitur

fredag 23. okt


Kære elever og forældre

I samarbejde med mine rektorkolleger skriver jeg til jer for at orientere om coronasituationen på de 11 fynske almene gymnasier.
Især med henblik på at dele en bekymring.
På alle gymnasier er der rigeligt med håndsprit, ekstra rengøring og en række forskellige restriktioner.
Vi har desværre også måttet aflyse mange af de arrangementer, som normalt er en væsentlig del af det at gå i gymnasiet. Det gælder selvfølgelig også vores fester og cafearrangementer.
Eleverne oplever en skolehverdag, hvor de primært er sammen med dem, de går i klasse med, og det hele handler om faglighed – og corona. Det er naturligvis frustrerende for de unge mennesker, men jo bedre vi er til at forhindre smittespredning, jo hurtigere kommer vi tilbage til den hverdag, vi alle savner.
Derfor er vi også stærkt bekymrede over at erfare, at der blandt unge på tværs af vores skoler netop nu planlægges med en fælles skitur i Påskeferie, 2021.
Det er en privat tradition, vi som skoler ikke er involveret i – men denne gang vil vi gerne udtrykke vores store bekymring.
Mange hundrede unge mennesker fra de 11 skoler samt fra andre gymnasier i Danmark udgør en stor risiko for smittespredning for os alle, idet forskellige årgange og klasser samles på pister, barer, afterski-steder og i lejligheder. Vi vil derfor opfordre alle forældre og elever til i fællesskab at arbejde for, at der i dette skoleår ikke planlægges en stor samlet skirejse på tværs af gymnasier og årgange, men i stedet findes andre løsninger. Konsekvenserne kan blive, at flere skoler må lukke helt ned, studieture må aflyses, og at de unge bliver udstillet som årsag til forøget smitte.

Rektor Ole Toft Hansen


GymFyn: Faaborg Gymnasium Middelfart Gymnasium Midtfyns Gymnasium
Mulernes Legatskole Nordfyns Gymnasium Nyborg Gymnasium Odense Katedralskole
Sct. Knuds Gymnasium Svendborg Gymnasium Tornbjerg Gymnasium Vestfyns Gymnasium

Brevet kan også hentes her.