Mine 3 år på VG
Af Mikkel Alnor
Spændingen var høj, morgenen op til min første dag på Vestfyns Gymnasium. Med tanker om, hvad der ventede mig de næste 3 år af mit liv, var spændingen næsten ikke til at holde inde i mig selv. Den dag tog jeg mine første skridt gennem indgangen til VG, men også gennem indgangen til de muligheder, som dette gymnasies indre repræsenterer.
Jeg havde hørt mange gode ting om gymnasiet fra min søster, Anne, som dimitterede fra VG året forinden. Dette gav mig høje forventninger om, hvordan livet som VG-studerende var. Hun fortalte altid, at VG var et gymnasium uden fordomme, og hvor der samtidig var plads til, at man kunne være sig selv. Dette var meget vigtigt for mig, så jeg valgte selvfølgelig netop dette gymnasium. Heldigvis talte min søster sandt om VG’s værdier, og det er ikke blevet modbevidst gennem mine tre gode år.
Mit første år på VG var et spændende år. Jeg blev placeret i en grundforløbsklasse, hvor vi lærte om, hvad det vil sige at være studerende på et gymnasium, og så hvordan undervisningen var forskellig fra folkeskolen. Samtidig hermed, blev vi rystet sammen med hyttetur, introfest og fredagscafé, hvor vi lærte hinanden bedre at kende. grundforløbsklassen var dog kun en midlertidig fase af min gymnasietid. Efter nogen tid, skulle jeg vælge en studieretning, og med det, skulle jeg træffe et valg. Tilbage i folkeskolen, havde jeg tænkt at vælge en samfundsfaglig retning med engelsk. Til min egen overraskelse blev valget noget helt andet. VG vækkede nemlig noget i mig, som længe havde ligget i dvale. VG viste mig, at alle muligheder var åbne, og jeg valgte på baggrund af min oplevelse af alle fagene i grundforløbet bioteknologi, som min studieretning. Her fik jeg igen en rigtig god klasse med ligesindede i kompetencer samt værdier. Skiftet til min studieretningsklasse havde også den gode effekt, at jeg derefter havde velkendte ansigter i flere forskellige studieretningsklasser på hele årgangen.
Andet år på gymnasiet er efter sigende det hårdeste år i ens gymnasietid, og det holdt stik for mit vedkommende. Det er hårdt at gå på gymnasium, men jeg ser nu dette som et positivt aspekt af oplevelsen. Jeg tænker tilbage på de sene aftner, hvor jeg kæmpede med at sætte det sidste præg på en aflevering lige inden deadline. Der var også tider, hvor jeg følte at et emne ingen mening gav og det nemmeste for mig, havde været at give op. Det var dog her, hvor jeg voksede mest i gymnasietiden, og det synes jeg er vigtigt at huske. Jeg lærte, at man skal kæmpe videre på trods af udfordringerne, som opstår – så går tingene som regel bedst. I de tider, hvor tingene så mørkest ud, fandt jeg lyset i de hyggelige stunder med vennerne på gymnasiet. Jeg fandt glæden ved sofaerne, hvor vi snakkede og grinte sammen. Den var særligt også at finde til idrætsdagen, til festerne og så i timerne, hvor man kunne fordybe sig i noget, man interesserede sig for, sammen med hinanden.
Så kom studieturen til Malta i slutningen af 2.g. Det var for os belønningen for vores arbejde i det hårde år. På denne ø kunne vi værne om fælleskabet i klassen, dykke i det klare middelhav og møde en ny og spændende kultur sammen. Samtidig var det en chance for komme tættere ind på hinanden og skabe minder, som vi stadig snakker om her i slutningen af det sidste år.
Det tredje år begyndte jeg at opfatte, at det hele snart var slut. Alting har jo sin ende. Dog var vores studieretningsprojekt lige om hjørnet, hvilket skubbede tankerne, om at forlade VG, væk. I SRP`en fik vi chancen for at fordybe os i et emne på en måde, som jeg aldrig havde prøvet før. Gennem dette projekt blev mine gymnasiale færdigheder sat på prøve og jeg kunne se, hvordan jeg havde udviklet mig gennem årene og nu stod stærkere på den anden side.
Efter to ugers selvstændigt projektarbejde, glædede jeg mig til komme tilbage på gymnasiet og afslutte 3.g. Jeg måtte dog vente, da en ny coronavirus, tvang store dele af verden til at lukke ned og dermed også vores gymnasium. På trods af dette kæmpede vi videre med den VG-mentalitet, som gymnasiet har givet os. Det er helt sikkert, at vi ikke får samme afslutning som tidligere årgange har fået. Når vi kigger tilbage, må vi da huske, at vi var årgangen, der på trods af denne store udfordring, stod sammen, hver for sig og blev studenter i 2020. Når jeg nu står og skal videre efter sommerferien, så kommer jeg til at savne de kompetente lærere og vejledere, som gav sig mere end de behøvede og vejledte mig gennem gymnasiet. Jeg kommer til at savne den hjemlige stemning som VG tilbød, og jeg kommer især til at savne de venner, der gjorde et stort indtryk på mig og gjorde VG til en uforglemmelig oplevelse.
Jeg takker for tre mindeværdige år.
Som en rutsjebanetur
Af Femke Dijkstra Zegers
Gymnasiestart kan føles som en hård mundfuld med alle nye indtryk og oplevelser. Men gymnasiestart bliver også starten på tre fantastiske år!
Nogle gange, hvor alt kan føles, som om det falder fra hinanden, kan det faktisk være, at det hele er ved at finde sin rette plads. Sådan lyder et citat (fra en kendt, men desværre ukendt person). Det fortæller meget godt om min oplevelse med gymnasiestart.
Tusindvis af bekymringer fyldte mine tanker op til første dag på gymnasiet. De var som en trykkende klump i maven. Bekymringerne var alt fra, om man ville kunne klare det højere niveau til noget mere absurd som bekymringer, om at man måske bare ville ende med at sidde stortudende på toilettet uden nogen venner! Og ville det, som alle sagde, nu blive tre år af de bedste år af mit liv? Jeg frygtede det værste. At starte på gymnasiet er en omvæltning. Bogstaveligt talt er det en genfødsel, hvor man går fra noget helt velkendt til ukendt. På første skoledag på VG er der nemlig tradition for, at man bliver genfødt. Hvis du selv engang starter på VG, vil du opleve hvorfor!
Aftenen inden den torsdag jeg skulle begynde på gymnasiet, var mit hoved fuldstændigt lammet af de tanker, der sneg sig ind på mig. Nu gik det pludselig op for mig, at livet ikke bare er at flyde rundt uden midler, mål og mening. Men livet er nu fyldt af menneskelighed, mørke og magi. Livet er i dette øjeblik. Selv i de mange øjeblikke man sidder i skolen, og alle de øjeblikke, man laver sine lektier. Og det er nu, der skal tages stilling til, hvad livet og fremtiden skal bruges på. Hvad vil jeg med mit liv?
I grundskolen var der ikke meget at tage stilling til. Alt blev serveret på et sølvfad, og som en marionetdukke tulrede du rundt og fulgte dagens skema. Men nu står du på egne ben. På egen hånd skal du tage betydningsfulde valg om din fremtid.
Valgene bliver heldigt nok delt op i mindre bidder. Det hele ville være en alt for uoverskuelig bid at tage. Først så skal man vælge, om man vil på gymnasiet. Det ville jeg! Jeg har altid forestillet mig, hvordan det nu vil blive, når jeg bliver ”stor” og begynder på VG. Men det øjeblik er altså nu. Og så føler man sig pludselig slet ikke så ”stor”.
Så kommer valget om studieretning. Det kan føles som et hårdt bump med endnu et valg. Men nej, hvor var det også skønt. Nu fik man virkelig mulighed for at tage sit eget liv i hænderne, og vælge, hvad man egentlig vil. Nu kunne jeg endelig få lov til at have øjnene fokuseret i den retning, jeg en dag også vil ende at arbejde med. Naturvidenskab er lige min kop te, så mit valg af linje endte på Matematik-Fysik-Kemi. Tvivlens truende greb om valget kunne ikke undgås, men jeg tror, at jeg kunne være endt med at være glad for det hele. Valget er ikke det vigtigste, men at man er åben, har lyst til livet og lyst til at lære. Det er meget vigtigt. Særligt i forandringernes begyndelse. Om vi kan lide det trygge eller er mere eventyrlystne, så kommer man ikke uden om, at livet er en rutsjebanetur fyldt med forandringer.
I mødet med alt det nye, bliver man også tvunget til at tage stilling til sin egen identitet. Hvordan ser andre mig? Skal jeg være hende den lækre, som har styr på tøjstilen og med det perfekte, lækre feed på Instagram? Eller hvad med ham den kloge med seriøse planer om en karriere, som altid får fingrene i de høje karakterer? Eller den der sidder bagerst i klassen og slagger den?
Når man snakker om gymnasiet, er der mange, der også snakker om lektier, fravær og karakterer. Det bliver man også nødt til at tage stilling til. Men i sidste ende, hvor stor betydning vil det så have? Der er mange veje, og mulighederne er mange. Selvom alle de muligheder kan virke uoverskueligt, så er det nemlig også præcis på gymnasiet, at du har mulighed for at finde ud af, hvad du godt kan lide. Som jeg tidligere kom ind på, så ønskede jeg mig i starten ofte tilbage til de trygge, velkendte rammer. Men bare rolig, jeg kan forsikre dig om, at gymnasiet hurtigt bliver spændende, lærerigt og fyldt med gode venner.
Når du læser det her, så skal jeg snart i gang med 2.g. Her står vi så. Os, som dengang var 1.g’ere. Med sympati og minder tænker vi på alle nye 1.g’ere, der nervøst træder ind ad hovedindgangen. Alle tankerne og bekymringerne, som fylder deres hoveder, var også en del af mig. Overgangenes nervøsitet vil nok altid være der, men det er det værd, selvom det kan føles, som om alt falder fra hinanden. Jeg er måske ikke fremme endnu, men for hver dag kommer jeg tættere på målet, og det hele er faldet på sin rette plads.
Gymnasiestart blev en ny start på tre fantastiske år. Så hold modet oppe.
VG bliver godt!
